Så er den slut

Ferien. For mit vedkommende i hvert fald.

Men den var go’. Også selvom den bød på 14 dages teltferie i Danmark med familien.

Humøret var højt og indstillingen i top.

Måske har du stadig lidt ferie til gode inden det går løs med hverdagen og alt hvad dertil hører. Eller måske du også er startet op?

Kan ikke gøre for det

Selv i min ferie tænker jeg stadig over indretning. Kan ikke gøre for det. Det ligger mig meget på sinde at vores telt er indrettet funktionelt og hyggeligt når vi nu skal bo i det i 14 dage.

Efter flere års teltture er opskriften fundet og bedst som det nu kører på rygraden, skifter vi kurs.

Har netop købt en campingvogn med fortelt. Aldrende ganske vist, men fin til os.

Skønt med et nyt projekt – Indretning af campingvogn

Der er mange smarte ting i sådan en campingvogn. F.eks. er der masser af plads til opbevaring, hvilket vi manglede lidt i teltet.

Næsten alt kan puttes ind bag låger, hvilket giver en fantastisk ro. Ligesom i hjemmet. Og ro har vi om noget brug for, når vi har ferie og skal koble fra hverdagens stress og jag.

Gulnet bøg og velour

Stilen i en 21 år gammel campingvogn matcher selvfølgelig ikke min personlige stil. Gulnet og varmt bøgetræ har ligesom været inde i varmen. Jeg er kommet videre.

campingvogn.idesign
Vores nye, brugte campingvogn skal have en lille make-over så vi får sat vores personlige præg på den. Dog skal der ikke meget til.

Det velourlignende flockstof (meget slidstærkt, i øvrigt) har jeg solgt mange sofaer i for godt og vel 15-17 år siden. Da var det højeste mode.

Jeg kan ikke sige noget decideret dårligt om inventaret i vores nye, brugte campingvogn. Det er fint, alderen taget i betragtning.

Stemningen er væsentlig

Det jeg tænker i, når jeg tænker indretning her er, at få en hyggelig stemning frem, som kan danne rammen om familiens mange ferier fremover. Det betyder noget for mig. Så pyt med at det er mønstret velour og gulnet bøgetræ. Bare stemningen er go’.

Jeg kunne kaste mig ud i at lysne vognen indvendigt (tanken har strejfet mig) ved at male alle skabene. Det ville gøre rigtig meget – men også tage en del tid. Og måske vil det ikke blive pænt alle steder, da der nogle steder er melamin – altså plast og ikke træ – og det kan være svært at få maling til at binde ordentligt her og samtidig holde sig pænt.

Jeg maler ikke!

I stedet har jeg valgt at tage den nemme løsning. Blot at pifte det hele lidt op og gøre det lidt mere moderne.

De rosafarvede velour- hynder er overhovedet ikke slidte. Farverne er varme og giver en god hygge i sig selv. De overlever!

Tæpperne på gulvet skal skiftes. De er alt for urolige og farverne heri passer ikke til velour-stoffet. Her kunne jeg tænke mig noget koksgråt, gerne lidt meleret så det også er praktisk (Regner nemlig med at skulle bruge minimal tid af min ferie på at gøre rent).

Den skarpe og vedholdne læser har nok spottet lampen

Og ja, vi kan godt blive enige om, at den har haft sin tid!

Jeg kunne godt sy et nyt betræk til den, men jeg tror at IKEA får lov til at bidrage med en ny.

Korklignende bordplade

Da der er et lille hul i den korklignende bordplade, bliver denne nok også skiftet på et tidspunkt. Her kunne en lys grå være fin. Også meleret for at camouflere div. skrammer m.v.

Vi vil have nærvær

Når jeg får iværksat denne lille make-over er jeg sikker på, at vognen bliver som vi gerne vil have den.

Med en hyggelig feriestemning der indbyder til nærvær. Og med vores eget personlige præg.

Del gerne din ferie-stemning

Måske du har været på ferie et sted hvor du også lagde mærke til stemningen. Den gode eller den dårlige. Del gerne dine oplevelser i kommentarfeltet herunder.

…og får du ikke allerede besked når der er nyt på bloggen, så tager det kun 10 sekunder at skrive dig op.  Ja tak, inspirér mig

I et tidligere indlæg skriver jeg om hvordan Ferie giver tid til reflektion.

Fortsat god ferie – eller god arbejdslyst 🙂

Sommerhilsner

P.S. Hvis du vil vide mere om ”det med stemninger” så følg med her på bloggen. Det kommer der nemlig mere om 😉 Eller lyt til podcasten: Mere end bare indretning

Tilbage til Idéer til din indretning