Runde tæpper – gør altså bare en forskel…

Jeg har altid følt mig tiltrukket af den runde form. Måske fordi jeg er et menneske der ikke er nem at komme i en firkantet kasse. Er lidt mere rund i det…;-) på flere måder…

Da min mand og jeg købte vores første hus, rummede dette en 9 meter lang gang med marmorgulv. Superflot! Den var ca. 1 meter bred og derfor ville billeder på væggene ikke rigtig kunne ses. Men liv, dét skulle den have.

Ting med historie

Jeg har altid haft en forkærlighed for ting der har en historie, og på daværende tidspunkt brændte jeg for ægte, håndknyttede tæpper. Synes at historien bag dem og de forskellige mønstre er helt unik.

Til vores bryllup ønskede vi os så en lang løber, som kunne ligge i den lange gang. Og vi fik en! Den var rigtig smuk og spillede i farverne når man gik hen ad den. Ønsket var at få en mere, så gangen blev ”fyldt helt ud”. Men så var det at jeg kom på uddannelsen til Neo Feng Shui rådgiver…

streg.rundttæppe 001
Et rundt tæppe behøver ikke at ligge helt midt under et evt. sofabord. Det kan godt ligge som på stregtegningen her, kun under en del af sofabordet.

Her fik jeg sat ord på, hvorfor den runde form passede så godt ind i mit univers…

Når du tilfører noget til din indretning der har den runde form, så bløder du ligesom alle kanterne op. Det får rummet til at føles behageligt – og som vi siger i Neo Feng Shui universet – energien får lettere ved at komme rundt.

Hvorfor skal et tæppe være firkantet?

Prøv f.eks. at tænke tæppet under dit sofabord rundt i stedet for firkantet. Kan du mærke hvad der sker? Det giver rummet mere liv når der brydes med de kantede former.

Motorvej i huset

Selvom denne løber i gangen var utrolig smuk, så gjorde den ikke noget godt for gangen. Vi nærmest ”løb” igennem den, og ænsede ikke rummene der stødte op til. De kom til at ligge døde hen. Uden energi. Den suste lige forbi ude på gangen. Som en anden motorvej. Noget måtte ændres..

Runde måtter i en lang gang

Montering af vejbump

Ved at placere nogle runde løbere i gangen i forskellige friske farver, kunne vi bremse denne motorvejs-energi. De runde former gjorde, at energien her blev mere blød. Vi gik langsommere gennem gangen og farverne satte opmærksomhed mod gulvet i stedet for døren i den anden ende. Det var en skøn fornemmelse at mærke forskellen.

Hvor finder jeg runde tæpper?

Da vi skulle finde tæpper til “gang-projektet”, var det ikke nemt at få runde tæpper, men i dag er det heldigvis anderledes. Også til fornuftige penge. Se f.eks. fra IKEA  –  Bokoncept  –  Garant

Kan du ikke finde det du søger, i den rette form eller størrelse, så er det muligt for dig at købe præcis det stykke tæppe du vil have, selv skære din egen form og få det kantet. Spørg dig for i din tæppeforretning.

Runde tæpper i forskellige farver og mønstre

Den runde form på badeværelset

Hvis ikke du skal have nyt tæppe i stuen, kan det være, at du har et lille badeværelse. Her kan en lille rund bademåtte også gøre en stor forskel for rummet. Du har stadig en måtte men den fylder ikke hele gulvet, og gør rummet mere levende.

Tak fordi jeg måtte inspirere dig!

Tilbage til Idéer til din indretning