Siden Dronning Margrethe holdt sin nytårstale 2017 har jeg tænkt meget over at efterleve hendes bud om, at vi nogle gange skal lave noget unyttigt.
Jeg er bevidst om, at det er godt at slappe af, men hendes ord satte alligevel en masse tanker i gang.
For gør jeg nogensinde noget der er total unyttigt?
Når jeg synes jeg sætter mig til at slappe af foran fjernsynet, så er det som regel med en hæklenål og et bundt garn, som har til formål at blive til en karklud (længere er jeg ikke nået udi den kunst). Det er jo ikke unyttigt.
Når jeg sætter mig og læser i et boligblad er det heller ikke unyttigt, for det er jo – i min situation – arbejdsrelateret. Og hyggeligt at blive inspireret. Ej heller unyttigt.
Facebook giver mig også en masse nye idéer og straks kommer jeg til at tænke på kunder der kunne bruge idéen, og skipper lige en sms af sted til dem.
Andre idéer sætter tanker i gang om et blogindlæg jeg lige kan skrive og begynder at tage notater. Facebook er heller ikke unyttigt.
Men jeg har fundet det!!! Det unyttige.
Da vi for 6 år siden indrettede vores stue, ønskede jeg at vi skulle have et spillebord med stole omkring. Et bord, hvor man kan lade brætspillet – eller hvad det måtte være – stå, selvom der skal spises, og så spille videre senere.
Bordet var også tænkt til at lægge puslespil ved, og her er det, det er. Puslespil. Dét er unyttigt. Gavner ikke noget konkret men er dejlig afslappende at sætte sig til. Og fx liiiige 5 brikker på plads inden sengetid.
Vanvittigt projekt – hvis du spørger mine børn
For et par uger siden blev vores spillebord beklædt med 1000 brikker. Uden system med masser af himmel, blomster og bjerge. Mine børn synes det var vanvittigt, men sprang med på projektet.
Først finde alle kanter, samle den store kant og så gå systematisk til værks. Læren i, at tage små områder af gangen var en øjenåbner for dem og gjorde det hele lidt mindre uoverskueligt. Vi fik gode snakke over brikkerne, om løst og fast. Om at det var sjovt når en brik passede og det ”total nice” i at finde en brik man har kigget efter MEGET længe.
Stødt og langsomt ”spiste vi elefanten i små bidder”. Mens vi hyggede os og lavede noget der ikke var til nogen nytte.
Børnene 7, 10 og 13 år var langt fra ligeså tålmodig som jeg, men jeg har nydt at se dem lige gå hen 5 minutter og sætte sig, finde en brik og så gå fra igen. Fælles projekter kan altså noget.
En skøn fornemmelse
Nu er de 1000 brikker placeret i et stort billede og min datter på 7 kan blive ved med at gå hen og tage en brik i midten op, køre den hen over pladen og nyde lyden af, når den ”klikker” ned på plads. Jeg smiler og tænker, at det er skønt at de kan se, at det lønner sig at blive ved, og ved, og ved.
For mig, der ikke besidder den store tålmodighed, er det også en god proces. Dét at blive ved, væbne mig med tålmodighed og støt og roligt nå mod målet. Det færdige resultat.
Måske jeg fik sløret det med indretningen…
Fik du fat i ”indretnings-budskabet” i dette blogindlæg?
Det var bordet i min stue. Det bord, som kan rumme noget der ikke partout skal flyttes, men som må have lov til at stå fremme til inspiration, meditation og unyttig forbrug af din tid?
Du ved bedst om det er noget for dig, det kan jeg ikke afgøre. Jeg kan blot inspirere til at gøre noget unyttigt – det er faktisk skønt.
Tak fordi du læste med – jeg håber ikke det var unyttigt for dig.
Forresten…
Kender du nogen der kunne have glæde af mine blogindlæg, så er du velkommen til at videresende indlægget til dem.
Vil du gerne høre fra mig, når jeg har noget på hjerte, kan du blive skrevet op her: Ja, tak – giv mig et praj når der er nyt