Jeg ELSKER jul. Virkelig. Og det har jeg altid gjort. Synes bare det er den mest hyggelige tid med alle de lys både ude og inde, varme farver, nisser, engle, julebag og masser af julemad.
Det er total i orden, dér i årets sidste, mørke og kolde måned.
Lige det jeg behøver for at holde mig oven vande der.
Mission Julepyntning
Min mand og jeg er velsignet med først to drenge og sidenhen en skøn pige. Det har mest været mig der har stået for den dekorative del af vores jule-hjem. Drengene har altid glædet sig til, at vi skulle have julekasserne ned fra loftet, men så snart de var åbnet og de 10 vigtigste ting (i deres optik) var hevet op, så havde de fået deres jule-pyntnings-lyst styret.
Så tog jeg over og fuldførte mission julepyntning.
Tiden er blevet en anden nu
I år har jeg dog fået en allieret jule-pynter. Vores yngste Lucia på 7 (næsten 8) går all in. Og det er både fantastisk, underligt og udfordrende på samme tid.
Lyder det skørt??
Fantastisk fordi…
Det er skønt at have nogen at sparre med. En der – som mig – også bare gerne vil have et rigtig hyggeligt hjem i december og som nyder at gå og finde det rette sted til pynten. Sådan en Mor-Datter-ting.
Underligt fordi…
Det har været mit domæne og nu er der lige pludselig en der også vil være med. Og som insisterer (gad vide hvem hun har dét fra) og holder mig fast i, hvornår det skal være og at det skal være.
Udfordrende fordi…
Jeg ikke længere kan få det som jeg vil have det. Der er nødt til at være nogle steder, hvor Lucia også må sætte sit præg på pyntningen. Blandt andet på adventsdekorationen, men for hulan, hvor var det svært. Det der ler skal jo helst ikke kunne ses.
Kompromisets kunst
Jeg gav afkald på snesprayen, og hun fik lov til at lave snefnug på vinduerne i vores vindfang (det hun kunne nå, altså). Det gik rigtig fint. Om end der ikke er lige langt mellem fnuggene.
Vores adventsdekoration har de sidste mindst 16 år været på en stamme fra et træ vi selv har fældet. Det skulle det også være i år, for vi kan godt lide traditioner i vores familie. Det kræver tålmodighed at få dækket alt det ler der er, men Lucia var rigtig god til at håndtere mig og min perfektionisme. Virkelig. Hun fik sat uglen på i den ene ende og lavet lidt omkring den, så fik jeg lov at lave resten.
Pyha, det var svært at skulle dele.
Dels fordi jeg, oppe i mit hoved, havde “lavet den” og dels fordi jeg gerne vil have det skal se pænt ud, da den skal stå fremme det meste af en måned.
Nisser kom ud af det blå
Heldigvis er min datter meget insisterende og gør bare ting af sig selv. Ud af piberensere i rød og hvid der lå i julekassen (aner ikke hvor de kommer fra) begyndte hun at lave små nisser. Rigtig søde og kreativt lavet.
Jeg troede de var til hendes eget nisselandskab, som hun laver hvert år med juletræ, sne og alle mulige forskellige nisser, men det var det så ikke kun. For de her små nisser kan hænge alle steder. Også der hvor jeg ellers mente vi var færdige.
[widgetkit id=”15″]
Perfektionist til fingerspidserne – jeg ved det
I mit arbejde såvel som mit privatliv går jeg meget op i, at gøre tingene bedst muligt – og lidt til. Fordi det giver mig en stor selvtilfredsstillelse at vide, at jeg har gjort ALT hvad jeg kan og resultatet bliver perfekt.
Men jeg kan godt mærke, at jeg skal arbejde lidt med at lempe på kravene til min julepyntning. I hvert fald når det gælder mine børn. Det er jo fantastisk at min datter gerne vil være med og selvfølgelig skal hun have lov til det.
Jeg fortæller hende også at det er lidt svært for mig når jeg har været vant til at gøre det alene, og det lader til at hun forstår det, mens hun pynter videre med de små hjemmekreerede piberenser-nisser.
Det bliver anderledes pyntning i år, men jeg vil nyde hvert sekund.
Med ALT vores julepynt, knas, hjemmebag og julehygge
Ha’ en skøn decemberdag
