Den personlige indretning er ved at vende tilbage. Det er ved at være okay at hjemmet ikke skal ligne et udklip fra et boligmagasin.
Heldigvis! Det kan jeg li’
For mig er det ikke noget nyt. Det er den personlige indretning jeg altid har arbejdet med. Den type indretning der giver mening for den enkelte. At skabe et hjem den enkelte kan identificere sig med. Føle sig hjemme i. Lade op og være tryg.
Det jeg ser er også, at der nu er mere mod på at bringe humor ind i indretningen. Det hele behøver ikke være så højtideligt. Lad os få et lille smil på læben.
På Formland i foråret 2016 mødte jeg et par friske fyre, Nikolaj og Andreas . De har startet firmaet Dialægt og har på bedste grafiske vis designet nogle plakater som hylder de danske dialekter, landsdele og byer.
De er begge uddannet cand.scient i astrofysik og det er da, om noget, en anden verden end det de nu slår sig ned på. De ønsker at få humor og selvironi til at gå hånd i hånd med boligindretning. Alting skal ikke være så stift. Jeg erklærer mig ganske enig med de to astrofysikere.
Plakaterne er smukke at se på men kan også det, at de får folk til at
stoppe op, fundere, tænke tilbage, trække på smilebåndet og sætte samtaler i gang.
De er altså mere end ”bare” en plakat.
Jeg synes det er fantastisk, når noget kan dét. Stor cadeau.
Selv har jeg den plakat med ”Wæstjylland”
Jeg har mine rødder i Grindsted, men har så fundet ud af, at dialekten her ikke er så udpræget som længere vestpå. Der var da noget, som jeg ikke anede fandtes. Dabs, f.eks.
Min mand er fra Sdr. Omme og kan tale lidt mere ”bondsk” end jeg. Selvom vi kun er vokset op 15 km. Fra hinanden. Sjovt, ikk’?
Engang spurgte vores den ældste min mand, hvorfor han talte sådan ”houwah, houwah, houwah” når han talte med farfar og bedstefar. Det var noget han havde bidt mærke i. Til tider kunne han nemlig ikke forstå hvad de sagde. Og det lød lidt skørt i en lille drengs øre.
Du kender det, at man kan komme til at tale lidt som dem man omgås. Har du været i selskab med nogle fra en anden landsdel i nogle dage, så ændrer dit sprog sig en smule. Du får en anelse dialekt. Spøjst ikke. Vi påvirkes af dem der er omkring os.
Og af DET der er omkring os.
Omgivelserne
Her er vi tilbage ved indretningen. En funktionel indretning med et personligt twist og humor gør dig glad.
Giver energi og mere overskud til at gøre de ting du har allermest lyst til.
Harmoniske omgivelser giver harmoniske mennesker
Det er sådan det er. Og vi kender også til det modsatte, at har vi rod omkring os, så skabes der også rod i vores hoveder. Egentlig er det blot logik, det er bare ikke altid nemt at se. Læs mit indlæg om Børnelogik (måske også voksen – vurdér selv)
Måske skal du give din boligindretning et lille humoristisk pift?
Implementere noget der får dig til at trække på smilebåndet hver dag. Noget der sætter samtaler i gang og bringer minder frem.
Et anderledes og lidt skørt familieportræt kan måske også være en idé. Find en fotograf der ikke vil have jer til at “hælde så meget vand ud af ørerne”, men smile helt ned i maven i stedet, så man kan “mærke” jer ud gennem billedet.
Har du lyst til at det skal være med ord, kan jeg varmt anbefale at kigge forbi www.dialaegt.dk og se om du kan finde noget der.
De store smil fra mig
Hæng på – og skriv dig op hvis du ikke allerede får et praj, når der er nyt fra mig.
Tilbage til Idéer til din indretning