Vi har for 11 år siden bosat os i Vejle. På toppen af bakken, nærmest for enden af Kiddesvej. Fantastisk udsigt vi har, når vi går ned i byen. Så kan vi se langt og der er smukt med træer, broen, og i glimt, også vandet.
I den ”flade” by, Grindsted, hvor jeg er vokset op i, har jeg altid været cykelpige, og nød det i fulde drag. I Vejle er det dog aldrig blevet mit foretrukne transportmiddel. Her er jeg bedre på gå-ben. Bilder jeg mig ind. Hvis altså det er over en kortere strækning. Ellers napper jeg bilen.
En smuk gestus
Da jeg for nogle uger siden havde været nede i byen og kæmpede mig hjemad igen, blev jeg mødt af denne smukke gestus.
“Værsgo” står der. “Tag et æble eller to fra havens gamle æbletræ. Sprødt, rødt, og fyldt med energi”
Efter nogen rask gang med en pæn stigning, så trængte jeg faktisk til ny energi, og her faldt æblet på et tørt sted. Helt uventet, men ikke desto mindre glædeligt.
Gang i et projekt
Når man vælger at påbegynde forandringer i boligen, så kan det godt gribe om sig. Måske du kender det?
F.eks. det der med, at fra det blot var væggene der skulle males til at man ender med at skulle have tapetet ned fordi det ”bulede” og kommer til at kigge på loftet som så også skal have en tur.
Det kan gå fra et dags-projekt til et, der strækker sig over flere uger. Som regel er der også et arbejde der skal passes, så i hverdagene er arbejdstimerne på projektet sparsomme.
Boost energien
Om du har gang i et mindre projekt der griber om sig eller et vi-river-alt-ud-af-huset-projekt der tager et halvt år, så har du brug for nogle energi-boostere undervejs. Præcis ligesom æblerne var det for mig på min stejle hjemtur.
Noget der giver dig (og evt. jer) lysten og modet til at arbejde videre på projektet.
Er det et projekt som det jeg beskrev med væggene der greb som sig, kan det være at det er nok med en hyggeaften med gode venner, god mad og fantastisk selskab.
Det er givet godt ud
Har I gang i et større projekt (der har jeg selv været) kan det være givtigt at tage væk fra det hele og blive ladet op. I flere dage – måske endda en uges tid. Selvom I forlader projektet og ikke får lavet noget i den tid, så er det givet godt ud. Når I kommer tilbage er I tanket op og meget mere effektive, end hvis I var blevet i det og knoklet løs.
Det er lidt sjovt, at det er sådan det hænger sammen, men sådan er det.
Så er I ved at være gået kold i projektet, så prøv at overvej hvad der skal til for at booste jeres energi, så I får lysten tilbage igen.
Ha’ en smuk dag – fyld den med ny energi
Pssst…er du endnu ikke fast modtager af mine blogindlæg, så hop med på vognen lige her.
Det giver god energi – og så er det ganske GRATIS.