Beskrivelse
Kurset rummer en masse værktøjer til at få ordnet ”de små ting” i dit hjem. Dét, som er med til at skabe hygge og personlighed på en naturlig måde. Kurset er lavet meget generelt, hvilket vil sige, at der ikke bliver arbejdet med forskellige stiltyper, men mere med måden, du kan arbejde med dine egne ting på.
Højder, afstande og antal er væsentlige ting at være opmærksom på, når du arbejder med ”det sidste”.
Jeg kommer også en smule ind på, hvordan farver kan forny dine ting og skabe kontraster. Det kan være, at det er dét, du har brug for, for at få din egen indretningskabale til at gå op.
Der er en masse viden i dette kursus, som du kan have glæde af nu og resten af dit liv. Det er enkle regler, du kan få ind på rygraden og tænke ind, når du indretter din vindueskarm, skænk, hjørnet i stuen, en reol og mange andre steder.